Speyside Corona Tour 2020 Part 2

Efter at have mødt lukkede døre hos Glen Grant, Strathisla og Glenglassaugh og have kigget ude fra og ind på Craigellachie, Glen Keith og Strathmill Distilleries var jeg bogstaveligt talt på røven i Speyside.

Steve, den glade vandringsmand hos Glenglassaugh, havde foreslået at gå til Aberlour, videre gennem bakkerne til Dufftown - Malt Whisky Capital of The World - og tilbage til Craigellachie. Det gjorde jeg så om onsdagen, hvor jeg kunne se et ukendt destilleri i det fjerne og på afstand fik et gensyn med destillerierne Macallan, Craigellachie og Parkmore, inden jeg våd og svedig gik ind på byggepladsen hos Glenfiddich.

På Glenfiddich kunne man vælge mellem galleriet [tror jeg - det lyder i hvert fald irrelevant nok til at blive fravalgt og glemt], smagning [hvad var odds'ene for, at de ville servere noget, jeg ikke allerede havde smagt?] og shoppen; altså ingen Tours, så det blev shoppen. Adgang krævede dog en temperatur-måling uden feber, en hurtig nedskrivning af min livshistorie, med fokus på sundhedshistorikken, og en del ventetid.

I shoppen var jeg ude efter noget specielt, som man kun kunne få på destilleriet, så udvalget var beskedent. Det endte med en The Distillery Malt Solera 59.7 % Batch 69 Bottle Your Own - tappet på forhånd på grund af Corona - til £120; den næst dyreste flaske jeg nogensinde har købt.
Således overskred jeg min 1.000 kroner pr. flaske grænse en anelse, men så skulle jeg også selv udfylde og påsætte etiketter og føre toldbogen. Til den pris kunne jeg ikke få mig selv til at takke nej til den fine trækasse, selv om jeg ikke så frem til at håndbære den til fods resten af vejen til Highlander Inn.

Det klarede op, og solen kom frem, da jeg gik ud på det sidste stræk fra Dufftown til Craigellachie bærende på en dyr Cask Strength, Natural Colour og Non Chill Filtered udgave af den prisvenlige Glenfiddich-klassiker 15 years Solera Reserve. Det lunede ekstra at spotte Balvenie Distillery mellem bygningerne - vækkede gode minder fra 2016 - og gå forbi det hedengangne Convalmore; desværre kunne jeg ikke få øje på Kininvie Still House.

Faktisk kunne jeg, på nær støvlerne, gå mig tør den eftermiddag, hvor det blev til 20 km i det hele og alt i alt endnu en god oplevelse i den skotske natur. Jeg så også den anden endestation på Keith & Dufftown Railway, "The Whisky Line", som jeg var stødt på dagen før i Keith, og gik i løbet af vandreturen på flere strækninger af det nedlagte jernbanenet, som oprindeligt var med til at gøre Speyside til det markante whiskyområde, det stadig er i dag.

Jeg skulle flyve tidligt fra Aberdeen om fredagen, så jeg havde reelt kun én dag tilbage i denne omgang og kun plads og vægt til én flaske mere i kufferten; men hvor skulle den komme fra?

Torsdag blev til den helt store køretur; Tour de Speyside. Jeg startede med at køre til Aberlour Distillery, som naturligvis også havde Corona-lukket. Herefter videre til Benrinnes velvidende, at Diageo heller ikke har velsignet det destilleri med et besøgscenter. Til gengæld kunne jeg konstatere, at Benrinnes var det ukendte destilleri, jeg havde set i det fjerne på onsdagens vandretur.
Glenfarclas annoncerede "Closed" på skiltet helt ude ved A95'eren, hvorfor jeg fortsatte uden stop til Ballindalloch, hvor jeg gik en tur rundt om det nye, nysselige og lukkede destilleri.

Dernæst stoppede jeg ind ved Inveraven Church for at se The Pictish Stones, hvor der var åbent for "selvbetjening", hvilket var en ringe trøst for en whiskytosse.

Hvorfor sprang du over Glenallachie, som sprøjter den ene lækre aftapning efter den anden ud, efter Billy Walker overtog destilleriet i 2017? Jeg havde besøgt Glenallachie så sent som i september 2019 - se blogindlæg fra 2020-02-09.

Der var gang i lystfiskerne ved og sågar ude i Spey River, kunne jeg se på vejen til Cardhu Distillery, hvor Corona-lukningen tydeligvis blev udnyttet til at få lavet en del bygningsvedligeholdelse. På vejen havde jeg ud af øjenkrogen set et skilt, der viste til Dallas Dhu, "so when in Rome" ... Jeg kørte tilbage til skiltet, hvor jeg denne gang bevidst overså, at det sagde 15 eller 17 miles til Dallas Dhu. Jeg forventede at komme til et museumsdestilleri af samme navn, og det gjorde jeg sådan set også, men der stod sjovt nok "Benmore Distilleries Ltd. Licenced Distillers" på skiltet over hovedbygningen på den midlertidigt lukkede attraktion.

De smalle "jernbaneskinner" er sandsynligvis til at rulle fade og tønder på - noget, jeg kun erindrer at have set før på billeder fra destillerier i USA. 

Jeg faldt også over The Dava Way; endnu en vandrerute på en nedlagt jernbanestrækning, der nu rumsterer i mit hoved som "bobler" til min Bucket List.
Hvorfor smuttede du ikke til Benromach, når du nu var i nabolaget? Se blogindlæg fra 2020-02-16 ...

På trods af at megen tid allerede var gået med kørsel ad snoede veje, og mere var i vente, så havde jeg besluttet at køre til Rothes for at gennemføre den oprindeligt planlagte Walk About. På vejen stoppede jeg ind for at tage en Instagram-selfie med den prangende og hermetisk lukkede smedejernsport ind til Macallan i baggrunden.

Jeg parkerede ved Glen Grant og gik surmulende, iført regnfrakke, forbi det alt for tydelige CLOSED-skilt og satte kursen mod Speyburn Distillery, der ligger lidt nord for Rothes. Ingen adgang for "Unauthorized Vehicles" var selv sagt ikke nogen hindring for en fodgænger som jeg, men ikke desto mindre blev jeg vist væk fra området af to bestemte og anklagende medarbejdere. Nå, Speyburn var også på min Shit-liste i forvejen.

Jeg gik ned gennem Rothes, forbi kobberkedelproducenten Forsyths, også på udkig efter The Lost Caperdonich Distillery, for at besøge Glenrothes, som ifølge mine oplysninger skulle have en Distillery Shop. Jeg fandt ikke den shop, men destilleriet ligger tæt og smukt om et klukkende vandløb, og der var gang i kedlerne, men som forventet ikke adgang for offentligheden.

Jeg fandt en sti via en borgruin, der bragte mig naturligt ind i den sydlige ende af Rothes, hvorfra jeg kunne gå forbi Diageos Glen Spey destilleri på min vej tilbage mod Glen Grant. Glen Spey indbyder på ingen måde besøgende, men det svarer efter min mening nogenlunde til deres whisky.

Selv om vejret var trist, så måtte jeg tilbage til Forsyths for at få nogle ordentlige billeder af Pot Stills og finde "rester" af Caperdonich. Det var relativt nemt at finde Stills og andre kobberdele i alle mulige størrelser og udformninger, men det eneste bevis på Caperdonic's eksistens, jeg kunne få øje på, var en pagodetagtop, der stak op over Forsyths' fabriksbygninger.

Den sidste flaske skulle være købt hos Glenrothes, så jeg var lidt i knibe. Løsningen blev at køre til The Speyside Whisky Shop i Aberlour, som gudskelov var åben. Her var ikke nogen sherrymodnede specialaftapninger fra Glenglassaugh, BenRiach og Glenrothes, så det endte med en Edradour Natural Cask Strength 2006 16.10.06/29.05.19 Single Malt 57.3 % Cask 346 til £95, tre miniatures fra Balblair og et par Glencairns med logo i rabat; Highland Whisky købt i Speyside.

Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt den her tur overhovedet var værd at berette om. Men nu hvor jeg sidder i 14 dages karantæne for ud for afrejse til Afghanistan, så har skriveriet været positiv beskæftigelsesterapi med flere gode whiskyminder til følge, specielt fra Highlander Inn i Craigellachie, som jeg bestemt synes er et besøg værd - også selv om det kun er for at få en enkelt dram i den hyggelige og velassorterede whiskybar.

I øvrigt har den Edradour vist sig at være virkelig god (93/100), et sherrymonster fra øverste hylde, og klart den bedste af de tre flasker, jeg købte den korte uge i Speyside. Tænk, Edradour var en gang på min Shit-liste, så der er muligheder for Speyburn og Glen Spey ...