Torabhaig på rette vej

På en mandag med regn fra morgen til aften slog jeg vejen forbi Torabhaig [Tor-a-vaig] - et af Skye's to nye skud på whiskystammen.
Det er et smukt sted indrettet i en ældgammel, fredet gård bygget af sten, som sjovt nok ligner dem, der mangler i den nærliggende borgruin. Fredningen satte grænser for op- og udbygningen af destilleriet; de to små Pot Stills står ryg mod ryg med kondensatorerne side om side og Lyne Arms, der går op i kip.
Det er alt sammen meget charmerende, og de gør det hele på den rigtige måde. Der er selv sagt ikke plads til gulvmaltning, og malten kommer sjovt nok fra Irland. Og det vel at mærke til en ejer, som hører til i Borders på det lave fastland; Mossburn - yet another independent bottler gone distiller.
Der går nok heller ikke længe, før de løber ud for lagerplads på selve destilleriet, men det mest spændende bliver naturligvis at se, om de kan gøre Talisker følge og styre klar af min T-liste. Whiskyen er ikke færdigmodnet endnu, så de bød på Mossburn Island Cask Bill #1 Blended Malt 46 %; ikke noget særligt, selv om den smagte bedre, end da smagte selv samme malt aftenen før i Sligachan - hvor ualmindeligt pudsigt. 
Jeg ville tage færgen fra Armadale - otte km syd for Torabhaig - til Mallaig og der fra videre til Fort William. Det havde været min oprindelige plan at tage samme rute med bus, færge og tog fra Mallaig hen over Glenfinnan Viaduct, men ak og ve; en færgeafgang om formiddagen havde været aflyst, så de kunne ikke garantere en plads til mig og den lille Toyota. Det endte med endnu en tur over Skye Bridge og den lange vej rundt gennem det vestlige højland - altid noget, at Skotland også er smukt i regnvejr.