Whiskymesse 2020

2020-03-08

Whisky.dk gjorde det igen - endnu en velgennemført messe i Sydbank Arena!
Effektiv organisation med fine rammer for et bredt udvalg og mange sunde tilbud på gode indslag og oplevelser.
Jeg fik 15 nye whiskyer på listen, heriblandt 6 fra Murray McDavid. Jeg havde set frem til den Masterclass, og gensynet med Paul Mckendrick var både rart og indfriede forventningerne til fulde: Paul og HSG Whisky leverede en god times forkælelse med en velvagt stribe uafhængige aftapninger: 

  • Select Grain Girvan 2007 12 years Single Grain 46 % - et rigtigt godt udspil, selv om den faktisk smagte mere som dessert, nærmere bestemt pære belle helene.
  • Mulben Moor [ligger i nærheden af Auchroisk] 2010 8 years Speyside Mystery Malt 50 % - okay, men ikke lige min stil.
  • Crafted Blend Rìgh Seumas II 2008 Batch 3 Blended Scotch 46 % - flere burde præsentere Blended Scotch på den her måde. Whisky Base lister Arran, Auchentoshan, Bruichladdich, Invergordon, North British og Tobermory, men Paul nævnte mig bekendt også Loch Lomond.
  • Mission Gold Glenburgie 1995 24 years Single Malt 50.9 % - dagens bedste dram, ren slikkelade, men den slags koster ... desværre for meget til mit budget. 
  • Benchmark Caol Ila 2011 8 years Single Malt 46 % - virkelig en lækkerbisken, måske mest Koval-tøndens fortjeneste? Det blev dagens køb. 
  • The Vatting Peatside 2011 7 years Batch 4 Blended Malt 50 % - ærlig præsentation af en Teaspooned BenRiach.

Nede på gulvet var udvalget som sædvanligt overvældende. Det var svært at vælge og samtidigt udnytte mit VIP Badge - det sidste lykkedes ikke.
Valget faldt blandt andet på en 30 års Single Grain fra Dumbarton og en lille ny fra Strathearn. Begge var min debut med de destillerier, og sidstnævnte,  med Cask-nummer 037, var ganske forrygende - de bedste stikkelsbær, jeg nogensinde har smagt. Jeg smagte også Strathearn Medium Peated fra Cask 035, men den kunne ikke hamle op med den første.
Green Forest Pipe Band bidrog til den rette stemning og forstærkede kampgejsten og tørsten efter mere skotsk whisky.
Søren og jeg rundede festen af med en meget ung og overraskende god Octomore 10.4 To Go.